illeborg  hjemmeside
menu Illeborg og Nussbaum Illeborg og Nussbaum cd Illeborg og Nussbaum tekster Illeborg og Nussbaum biografi Illeborg og Nussbaum presse kontakt Illeborg & Nussbaum



ILLEBORG & NUSSBAUM

Release 1. april 2016
Target Records

Pressemedelse:
Illeborg & Nussbaum på nye månesyge eventyr
Små 4 år efter debut albummet ”Illeborg & Nussbaum”, vender det musikalske par Laura Illeborg og Channe Nussbaum tilbage med det nye udspil ”Månen Ligger På Gulvet”. 

Teksterne på det nye album kredser om så forskellige emner som København, kærlighed, kviksølv, aftenbøn, forår, Fanø og meget andet der ligger Laura Illeborg og Channe Nussbaum på sinde. 

Den første single ”Selv Nørrebro” kom til verden sådan her: ”Jeg bor så jeg kan kigge ud over Garnison Kirkegård på Østerbro i København. Nede på den kirkegård er der en masse store tykke katte. En stille nat sad jeg og tænkte over livet og døden og hørte lyden af en kat som hylede mod månen i natten, og jeg var sikker på at det var Channes kat Lusse. Lusse er mindst 100 år gammel og har i den tid jeg har kendt Channe (24 år) født mindst 50 killinger. Lusse løber ude om natten, og er på den måde en meget heldig Københavnerkat. Sådan kom den tekst”, forklarer Laura.

11 nye sange er det blevet til på det nye album, der dog er vækket til live på en anden måde end debuten. Channe forklarer: ”Vi har ikke arbejdet på samme måde med de to plader. Debutpladen var et eksperiment med musikere vi ikke kendte og vores samarbejde foregik i starten via mail da jeg arbejdede på Aarhus teater i den periode. Laura sendte tekster og jeg komponerede musikken til dem og sendte dem tilbage som sange, så altså tilblivelsen af sangene ikke var ligesom nu, hvor vi har arbejdet tættere sammen”.
Det nye album er produceret af Søren Mikkelsen (Sys Bjerre, Magtens Korridorer, Savage Rose, etc.) i Medley Studios.
De to har kendt hinanden i efterhånden mange år, og deres første møde fortaber sig i tågerne tilbage i starten af 1990’erne. Dengang førte det til diverse korpige-tjanser og et stærkt venskab imellem de to, men ikke til noget decideret musikalsk samarbejde i første omgang. Tværtimod fortsatte såvel Laura Illeborg som Channe Nussbaum ud af deres respektive spor, og begge har i de seneste par årtier været særdeles aktive på den danske musikscene. 
Channe Nussbaum har således både sunget poprock, Melodi Grand Prix og udgivet et soloalbum. Dog er hun mest kendt som vores fremmeste klezmer-sanger, en stil, hun med stor succes har dyrket i bands som Spielniks, Trio Klezmer og Klezmofobia med hvem hun har turneret hele verden rundt. 
Laura Illeborg har for sin del markeret sig som solist i den melankolsk-melodiske ende af sanger-sangskrivergenren. Hun har været toneangivende indenfor moderne dansk visemusik med fire fornemt modtagne soloplader samt en duo-plade med Jens Lysdal.
Duoens debut album udkom i 2012 til stor begejstring fra både anmeldere og lyttere – men med mange andre musikalske jern i ilden, skulle der dog gå fire år før det nye album ”Månen Ligger På Gulvet” var klar.
Men Illeborg & Nussbaum projektet er et tiltrængt og kreativt frirum, der kan noget helt andet. Laura fortæller: ”Det er fantastisk dejligt at være to. Der er virkelig meget surt arbejde der skal gøres når man ikke kan lade være med at lave musik. Når man kun er sig selv og alene, kan muren til tider virke uoverstigelig og umulig. Vi er meget gode til at få noget fra hånden når vi er sammen. Så får vi jo også det ud af det, at der er en stor glæde i at smelte sammen, når ens egne ting smelter sammen med en andens, kærlighedsagtigt”, og Channe uddyber:  ”Vi supplerer og komplimenterer hinanden - det er fedt at dele sejre og nederlag, det er fedt at blive høj på sangene…. og super fedt at synge sammen. Jeg er for det meste eneste dame i alle mine andre projekter og jeg er ikke bedste venner med mine andre musikkollegaer som jeg er det med Laura.”
”Månen Ligger På Gulvet” udkommer d. 1. april på Target Records som CD og digitalt. Illeborg & Nussbaum spiller koncerter i hele landet umiddelbart efter udgivelsen og resten af året. ”

 



kontakt